Tilbage til rejser

Zakynthos uge 37  -  2015

Vi havde valget imellem Bornholm eller en uge i det græske øhav, og efter vores mening, så skal Bornholm ses i solskin, og da vejrudsigten for Bornholm ikke var for sikker, så blev det Grækenland. Vi valgte med et snævert flertal at det skulle være en uge på Zakynthos som vi også besøgte i 2014.
Da valget faldt på Zakynthos, så var det også med håbet om gensynets glæde der trak, og det blev heldigvis til fulde opfyldt.
Vi fik bl.a. også besøgt vores favorit restaurant Merlis Taverna i Kalamaki, og hilst på alle de søde mennesker som arbejder der - Takis, Spyros, Angela, Rezi og ikke mindst deres nyansatte Mika. Mika kendte vi fra sidste år, hvor hun var (og stadig også er) receptionist på det hotel som vi boede på dengang - Dennis Inn. 
Selvom vi mente at have set  "hele øen", så var der alligevel enkelte steder som vi sidste år sprang let henover, og det fik vi nu lejlighed til at kigge nærmere på.
Zakynthos er specielt kendt for at være yngleplads for de store havskildpadder Carretta Carretta, og det var med en stor klump i halsen at vi i år kunne se et voldsomt øget pres på skildpaddernes overlevelses muligheder. Det er et meget sørgeligt syn, og der er mange ting man kan sige om det, for det er kun mennesker der er så dumme - man siger at  -   "En fugl ikke skider i egen rede", eller  -  "Man saver ikke den gren over som man selv sidder på", men så langt tænker disse mennesker åbenbart ikke, i deres higen efter penge nu og her  -  meget sørgeligt, både for skildpadderne, men også for deres egen indkomst på længere sigt.
De nyudklækkede skildpadder svømmer straks ud, og dem (de få) der overlever alle de farer der truer, de vender tilbage til samme yngleplads efter ca. 20-30 år  -  så de nævnte turbåde har da lidt tid at løbe på, alt imens deres  "guldfugle" bliver færre og færre.
Som vi så sidste år, så er der hober af turister der entrer diverse turbåde for at få et glimt af skildpadderne, og dette fænomen var desværre bare tiltaget med en helt ukontrolleret styrke. Vi kunne se hvordan, sommetider 10-15 større og mindre turbåde jagtede skildpadderne for at give deres gæster det garanterede skildpadde kig.
De samme mennesker går lige forbi skildpadderne der boltrer sig imellem de små fiskerbåde i det lille fiskerleje Agios Sostis - de fleste uden at ænse dem, på vej ud til deres bookede turbåd. Alle vores billeder af skildpadderne er taget i det lille fiskerleje Agios Sostis. 
Det skal også nævnes, at der i Kalamaki/Laganas bugten er en max. hastig på 6. knob for alle både, og det blev tydeligt vis i mange tilfælde kraftigt overtrådt.
 
Se vores billeder fra turen   
Agassi Zakynthos by Skildpadder Vestkysten Østkysten Nordkysten Keri-halvøen Vasilikos-halvøen Panoramaer